Da en 20-årig mand overfaldt en kvinde i 40'erne ved Taastrup Torv mandag eftermiddag, gik det voldsomt for sig.

Så voldsomt, at han stak kvinden med kniv i halsen så hun fik hjertestop. Kvinden blev senere genoplivet af redningsfolk.

Det er netop kommet frem ved et grundlovsforhør ved Retten i Glostrup, hvor den 20-årige mand er sigtet  for forsøg på manddrab. Han nægter sig skyldig. 

Den 20-årige mand ønsker heller ikke at afgive forklaring i dag, forklarer forsvareren. 

Anklageren er af den opfattelse, at den 20-årige mand er psykisk syg og derfor skal have en mentalundersøgelse.

Hun ville også gerne have dørlukning til grundlovsforhøret, da den tiltalte endnu ikke har afgivet forklaring, og sagen fortsat er på et tidligt stadie, hvor Anklagemyndigheden heller ikke kan udelukke, at der er andre gerningsmænd på fri fod.

Det mente dommeren dog ikke var tilstrækkelige argumenter for at lukke dørene. Grundlovsforhøret fortsætter derfor nu for åbne døre.

Den sigtede har dog ikke ønsket at afgive forklaring. 

Det var klokken 16.39 mandag eftermiddag, at politiet fik en anmeldelse om, at en kvinde i 40'erne var blevet stukket med kniv. Politiet oplyste mandag aften, at man mente, manden overfaldt kvinden umotiveret, og at de ikke kendte hinanden.  

»Efterforskningslederen tager dog forbehold for, at den videre efterforskning nu skal klarlægge det nærmere hændelsesforløb,« lød det. 

Dommeren har nu besluttet at varetægtsfængsle den 20-årige frem til 22 februar, da hun mener, at der er en risiko for gentagelse og »utvivlsomt begrundet mistanke« for, at den tiltalte har stået bag overfaldet. 

Yderligere fortæller forsvareren, at der er samtykke til en mentalundersøgelse af den tiltalte. 

B.T. følger sagen.

Lyt til det seneste afsnit af B.T.s podcast her: