En 21-årig kvinde har anmeldt en mand for voldtægt på diskotek Shade i Boltens Gård i København natten til søndag.

En ung kvinde blev natten til søndag udsat for voldtægt på diskotek Shade i Boltens Gård i København. Det oplyser Københavns Politi.

Ifølge den centrale efterforskningsleder Kenneth Jensen blev hun ifølge eget udsagn udsat for en voldtægt på diskotekets toilet mellem klokken 3 og 3.30 i nat.

»Der er foretaget anholdelse af den mistænkte klokken 4.20 på stedet,« forklarer Jensen til BT.

Den anholdte bliver fremstillet i grundlovsforhør i dommervagten senere i dag.

»Vi har vidner fra stedet og spor, så vi har det, vi skal bruge for at rejse sigtelse,« oplyser Københavns Politi.