Retten i Svendborg har tirsdag idømt 26-årige Dennis Mark Sommer forvaring for at have dræbt sin gravide kæreste den 7. juni sidste år.

Dennis Mark Sommer var i Retten tiltalt for at have slået sin 33-årige gravide kæreste ihjel, da han flere gange gav hende en overdosis af hendes insulin.

Herefter stak han hende med en steak-kniv og pressede en pude mod hendes ansigt. Den 33-årige kvinde var gravid i 12. uge, da hun blev dræbt i sin seng i Svendborg.

I afhøringerne sidste sommer forklarede den 26-årige Dennis Mark Sommer, at han efter drabet overvejede også at dræbe kærestens to børn på fem og syv år, men alligevel ikke kunne.

Det skriver fyens.dk.

Han fortalte desuden, at han efter drabet havde set computer-porno, havde taget bad, pakket en kuffert, ringet til sin advokat og var gået ud for at vente på politiet.

Dennis Mark Sommer er tidligere dømt for narkohandel og røveri, og han har i fængslet fået stillet diagnosen borderline af en psykiater.

Siden har han også fået diagnosen posttraumatisk stressyndrom.

Efter dommen ankede Dennis Mark Sommer dommen til formildelse, oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.