En 29-årig mand fra Horsens er blevet idømt fængsel i en sag, hvor han har kastet svovlsyre på fire piger og unge kvinder.

Ofrene i sagen er mellem 11-18 år. Men det er kun en del af en større sag. 

For samtidig er manden også blevet dømt for at krænke intet mindre end 107 piger og kvinder.

Det kan man læse i to opslag fra Sydøstjyllands Politi på X.

Manden er blevet idømt et år og tre måneders ubetinget fængsel i den omfattende sag, som han valgte at tilstå.

I den del, som omhandler krænkelser af over 100 kvinder, skal han blandt andet have filmet op under piger og kvinders kjoler, lyder det fra Sydøstjyllands Politi.

Det står endnu ikke klart, om manden ønsker at anke dommen.

Han udbad sig nemlig betænkningstid, skriver politiet.