Onsdag klokken 15.30 startede grundlovsforhøret i Helsingør mod den 45-årige mand, der er sigtet for drabet på 38-årige Maria Louise Fiedler Hansen. Efter flere timers forhør er manden nu blevet varetægtsfængslet i fire uger, som også er normalt i denne type sager.

Den 45-årige mand med tunesisk baggrund overfaldt ved 7-tiden onsdag morgen sin ekskæreste foran Fakta ved Holmegårdscentret i Kokkedal. Her tildelte manden - ifølge politiets sigtelse - den 38-årige Maria Louise Fiedler flere dræbende stik i halsen, så hun kort efter døde af sine kvæstelser.

Inden dørene i retssalen blev lukket for pressen, kom det frem, at den sigtede ikke kunne huske, hvornår han var blevet anholdt. Faktisk kunne han ikke huske ret meget af, hvad der var sket i løbet af onsdagen, men alligevel erklærede han sig uskyldig i manddrab. Netop det faktum, at han nægtede sig skyldig, var en af grundene til at anklager Margit Wegge bad om, at dørene blev lukket.

- Vi har kendskab til mindst et vidne mere, som vi endnu ikke har identificeret, og vi ønsker ikke, at det vidne skal læse om sig selv i avisen, før vi har talt med dette vidne, sagde Margit Wegge kort inden dørene i retssalen blev lukket.

Derudover mente hun, at det stadig var så tidligt i efterforskningen, at det var nødvendigt med lukkede døre, så man kunne sammenligne forskellige afhøringer, uden nogen af dem kom ud i offentligheden.

Inden dørlukningen fik Margit Wegge fremsagt anklagerne, som blandt andet gik på manddrab. Den sigtede skulle have stukket den dræbte i halsen flere gange med en dolk, hvilket resulterede i dødsfaldet.

Samtidig sad den sigtede meget stille i anklagestolen iført et par hawaii-shorts, en sort trøje og et par crocs, og nægtede sig skyldig i anklagerne, men tilkendegav dog, at han var åben for at besvare spørgsmål, hvilket han først gjorde, efter pressen havde forladt lokalet.