En 49-årig mand er ved retten i Odense tirsdag blevet idømt tre års fængsel for seksuelle overgreb mod sin datter og niece.

Ifølge fyens.dk startede overgrebene tilbage i 2001, hvor han udførte oralsex på sin dengang fire-årige niece.

To år senere fik han den nu seks-årige niece til at udføre oralsex på ham, erkendte han selv i retten tirsdag.

Han var også tiltalt for at have gennemført et samleje med sin niece, men retten vurderede, at der ikke var løftet tilstrækkeligt bevis for det.

Den 49-årige har også erkendt at have forgrebet sig på sin egen datter. Senest i 2012, da hans dengang ni-årige datter udførte oralsex på ham.

Retten lagde vægt på, at pigerne har været meget unge, da overgrebene skete, og at der har været en tæt relation mellem krænkeren og ofrene.

Den 49-årige har udbedt sig betænkningstid for at vurdere, om han vil modtage eller anke dommen.

BNB