Den milliardstore svindel med tilbagebetaling af den såkaldte udbytteskat undersøges nu som lovlig udnyttelse af et hul i loven.

Skat har i den seneste tid været udsat for en markant kritik. Det skyldes, at det har været muligt for ukendte bagmænd at lave skattesvindel for svimlende 6,2 milliarder kroner.

Men nu kan det vise sig, at der er et hul i loven. Det har gjort det muligt at slippe for at betale skat til den danske statskasse. For udenlandske selskaber.

Ifølge TV 2 arbejder de danske myndigheder i øjeblikket med en teori om, at bagmændene har udnyttet loven. Derfor har de ikke nødvendigvis brudt loven.

Læs også:

Den omfattende skattesag drejer sig om svindel med tilbagebetaling af udbytteskat. Kort fortalt skal selskaber i udlandet ikke betale skat af udbyttet af deres aktier, hvis de har betalt skat i andre lande. Men danske selskaber skal betale en skat på 27 procent.

De udenlandske selskaber kan derfor ansøge om at få refunderet skatten, som de i første omgang skal betale.

Men ifølge TV 2 går efterforskernes mistanke nu på, at udnyttelsen af loven er sket ved en speciel konstruktion. Flere personer har angiveligt ejet den samme aktie inden for meget kort tid.

Derfor har de dokumentation på, at de har ejet aktien på tidspunktet, hvor udbyttet blev udbetalt. Dermed vil de kunne have ret til refusionen.

Læs også:

Sagen kan altså have ændret fuldstændig karakter, vurderer Jesper Frøkjær, der er executive director i konsulent- og revisionshuset EY.

»Indtil nu har sagen været fremstillet på en måde fra Skats side, hvor det handler om relativt simpelt dokumentfalsk, og hvor der er blevet refunderet udbytteskat på fiktive aktiebeholdninger. Hvis det viser sig, at der også er andre typer transaktioner, der spiller en rolle, kan det i højere grad blive en diskussion af, hvem der er den retmæssige indehaver af udbyttet,« siger han til TV 2.

I Tyskland menes metoden, der har været kendt siden 2002, at have kostet de tyske skatteydere 90 milliarder kroner.