En ældre mand blev natten til lørdag udsat for et hjemmerøveri i Greve. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

»En 70-årig kørestolsbruger blev vækket i sin bolig omkring klokken 00.30 og truet til at udlevere sit Dankort og sin kode,« siger vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi Martin Hockerup.

De to gerningsmænd, der var trængt ind i mandens hjem ved at bryde ind gennem et vindue på første sal, stak derefter af.

Det lykkedes dem at hæve nogle penge i en hæveautomat, før kortet blev spærret. Efterfølgende forsøgte de at hæve på en række forskellige hæveautomater.

Gerningsmændene beskrives begge som mellemøstlige af udseende, 20 til 25 år, og de var begge iført mørkt tøj.

BNB