Det lykkedes ikke to tricktyve at stjæle en 86-årig mands pung i Ølstykke mandag eftermiddag. Da manden opdagede deres foretagende, satte han i løb efter dem, og tyvene smed i stedet pungen og flygtede fra stedet. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

De to mænd henvendte sig til manden for at få ham til at vise vej på et kort, da han var ved at låse sig ind i sit hjem i Ølstykke. Her forsøgte de at få fat i mandens tegnebog.

»De stod mærkeligt og gnubbede sig op af ham,« fortæller politiassistent Erling Kjær, Nordsjællands Politi, til Frederiksborg Amts Avis.

Da de havde fået fingrene i pungen i mandens lomme, begyndte tyvene at løbe deres vej. Men mandens forfølgelse fik dem altså til at opgive ævred og stikke af fra den 86-årige i en grøngrå Renault Laguna.

De to mænd beskrives som mørke. Den ene er mellem 50 og 55 år, 175 til 180 centimeter høj og skaldet eller karseklippet. Han var iført en lys trøje og brune bukser. Den anden betegnes som lidt mørkere i huden, samme alder som sin medsammensvorne, mellem 170 til 175 centimeter høj og med halvlangt mørkt hår og mørkt tøj.

Nordsjællands Politi hører gerne fra vidner, der kan lede dem på sporet efter tyvene.