»Slet og glem.«

Det hører ikke ligefrem til sjældenhederne, at svindlere forsøger at lokke dine private oplysninger ud af dig - og nu er den gal igen.

Denne gang forsøger luskede typer at udgive sig for at være fra siden one.com.

Sådan lyder det i en advarsel, som Nordjyllands Politi fredag har sendt ud i et opslag på det sociale medie X.

Til opslaget har politikredsen også delt et skærmbillede af en af de omtalte svindelmails.

»'Vi er her for at hjælpe' ...dig af med dine penge og personoplysninger,« lyder det fra Nordjyllands Politi om indholdet af svindelmailen.

»Fik du også den mailen fra det falske one.com? Fup. Slet og glem,« lyder det kontante råd:

»Skulle du tilfældigvis have et mellemværende med det ægte one.com, så find selv deres nummer og ring.«