Alt for sjældent bliver de sidste fire cifre i et cpr-nummer streget ud, når Anklagemyndigheden sender anklageskrifter ud med posten til de tiltalte i en straffesag. Derfor kan alle parter se hinandens personnumre, fortæller advokat.
 

Det er alt for let at få fingre i andres cpr-nummer. Det fortæller flere borgere, efter det lørdag blev afsløret, hvordan Region Syddanmark var kommet til at lække personnumre på 69 kræftpatienter.

Et sted, hvor folks fulde personnummer ofte bevæger sig frit rundt, er hos de juridiske myndigheder. Det sker, når Anklagemyndigheden sender anklageskrifter med posten til de tiltalte med alle tiltaltes personnumre. Det fortæller advokat Peter Trudsø fra advokat-kontoret Stagetorn Wenzel Lund Poulsen.

- Jeg har en konkret sag, hvor ung mand sidder tiltalt, hvor hans cpr-nummer er røget ud til nogle tvivlsomme medtiltalte. Jeg har desuden en anden tiltalt, som er en lille fisk blandt nogle meget store fisk, som også er ret ked af, at vedkommendes cpr-nummer nu er tilgængelig for de andre tiltalte, fortæller Peter Trudsø og tilføjer:

- Det kan godt være, at man tænker, at her blot er tale om nogle kriminelle mennesker, men de er endnu ikke dømte.

Også vidnernes personnumre er ofte tilgængelige, når man som sigtet eller tiltalt får lov til - godt nok sammen med sin forsvarer - at se papirerne i en sag igennem.

- Man tror jo som vidne, at den hellige gral er velforvaret, men sådan er det ikke. Som advokat lader man sine klienter se sagens akter igennem - det har de ret til. Men det betyder, at man også får lov at se papirer, hvor vidners cpr-numre optræder, fortæller Peter Trudsø.

Hvorfor gør I ikke selv noget som advokater for at forhindre, at cpr-numre sendes i omløb?

- Jeg er ikke lovens forlængede arm og streger ikke selv cpr-numre ud. Man må fra anklagemyndighedens side gribe ind og gøre noget. Men opdager jeg, at en sigtet er ude efter at nappe et personnummer på en af de involverede, så griber jeg selvfølgelig ind, siger han.

Han har som en del af Advokatrådets Strafferetsudvalg rejst problematikken og selv kontaktet Datatilsynet for ad den vej at få gjort opmærksom på problemet.

- Jeg har ofte nævnt det i en bisætning for Anklagemyndigheden, men det kommer der ikke noget ud af. Derfor satser vi nu på, at Datatilsynet vil gribe ind, siger Peter Trudsø.