Politiet beder offentligheden om hjælp, efter en ukendt person torsdag aften afleverede en gennembanket mand på Køge Sygehus og forsvandt.

Torsdag aften i sidste uge blev en 23-årig mand i kørestol afleveret på Køge Sygehus af en ukendt mand. Den 23-årige var blevet gennembanket, og politiet efterlyser nu vidner i sagen, da manden ikke vil fortælle, hvad han har været udsat for.

- Vi går nu ud i offentligheden i håbet om, at nogen har set noget, som kan hjælpe os med at komme videre i sagen, siger politikommissær Ove Pedersen fra Midt- & Vestsjællands Politi.

Den 23-årige mand blev rullet ind i receptionen på Køge Sygehus’ skadestue torsdag klokken 21.36. Han blev skubbet af en ukendt mand, som straks efterfølgende forlod skadestuen.

Da man undersøgte den unge mand, fandt man voldsomme skader overalt på hans krop.

- Han var ilde tilredt. Han har været udsat for grov vold, grænsende til mishandling, siger Ove Pedersen.

Den 23-årige er afrikansk af udseende. Han var, da han blev afleveret på skadestuen, iført en blodtilsølet hvid hættetrøje, ligesom han havde begge ben viklet ind i blodige håndklæder og plastikposer. Han er ifølge politiet tidligere truffet sammen med personer tilknyttet rocker- og bandemiljøet.

Sygehusets overvågningskamera viser, at den ukendte mand hentede kørestolen på sygehuset ud til den bil, de var ankommet i, inden han afleverede den 23-årige. Det har dog ikke ved hjælp af overvågningsbillederne været muligt at identificere manden, der var iført mørkt tøj, herunder en kasket, og talte dansk.

- Vi betragter sagen som meget grov og søger vidner, der har kendskab til hændelsesforløbet, eller som har set bil og pågældende personer ankomme og opholde sig på Køge Sygehus omkring klokken 21.30-21.40, siger Ove Pedersen.

Vidner og andre med oplysninger i sagn kan kontakte Midt- og Vestsjællands Politi på telefonnummeret 114.