De fem mænd, der er sigtet for medvirken til terrorangrebet i København i februar, har i Københavns Byret fået forlænget deres varetægtsfængsling i fire uger frem til 21. maj.

Ved terrorangrebet skød og dræbte gerningsmanden Omar El-Hussein først en 55-årig mand ved et arrangement på Krudttønden på Østerbro og derefter en vagt ved synagogen i Krystalgade. Derudover blev seks politifolk såret ved de to angreb.

De fem unge mænd er alle sigtet for de to drab samt drabsforsøg. To af dem er sigtet for at have skaffet våben til angrebet ved synagogen, mens to er sigtet for at have skaffet såkaldte »effekter« til angrebet på synagogen.

Alle på nær én er sigtet for at have medvirket til at bortskaffe den M95-riffel, der blev brugt under angrebet på Krudttønden.

BNB