En 28-årig mand, som en majaften i fjor umotiveret stak en kniv dybt i maven på en 41-årig mand ud for en beboelsesejendom på Femkanten i Odense, skal nu for retten.

Sagen mod den 28-årige bliver behandlet i et nævningeting ved Retten i Odense med første retsmøde i næste uge.

Han er tiltalt for særlig rå, brutal eller farlig vold.

Det alvorlige knivoverfald på den 41-årige skete nærmest ud af det blå 1. maj omkring klokken 21.20.

Offeret og den formodede gerningsmand kender ikke hinanden og har heller ingen relation til hinanden.

Den tiltalte havde kort før episoden trykket på knapperne til samtlige dørtelefoner til lejlighederne i ejendommen på Femkanten, og den 41-årige var gået ned for at få ham til at stoppe.

Men da han kom ned og gik ud af sin opgang, blev han angrebet med en kniv og stukket dybt i venstre side af maven, så der gik hul på bughinden.

Ifølge den behandlende læges vurdering kan den 41-årige mand have været i livsfare, fremgår det af anklageskriftet.

Han kunne dog udskrives efter endt behandling på skadestuen på Odense Universitetshospital.

Der er afsat tre retsdage til sagen. Anklager ved Fyns Politi Daniel Dokkedahl forventer, den kan blive behandlet over to dage, da der kun bliver ført et begrænset antal vidner.

Han går efter at få den tiltalte anbragt til behandling på en psykiatrisk afdeling, hvis nævningetinget finder tiltalte skyldig.

Den 28-årige mand selv nægter sig skyldig og vil frifindes.

Han har siden grundlovsforhøret, der blev holdt tre dage efter det umotiverede knivoverfald, siddet varetægtsfængslet in absentia på en lukket psykiatrisk afdeling.