Manden, som er sigtet for at ville slå Lars Hedegaard ihjel, vil udleveres til Danmark og frifindes. Også Lars Hedegaard håber, at manden bliver udleveret snart.

Fredag er det tre måneder siden, at tyrkisk politi anholdt den mand, der er mistænkt for drabsforsøget på debattøren og islamkritikeren Lars Hedegaard.

Siden da har den 26-årige mand siddet varetægtsfængslet i Tyrkiet, hvor han netop har haft besøg af sin forsvarsadvokat, Thorkild Høyer. Sidstnævnte oplyser til TV 2, at hans klient håber på at blive udleveret til Danmark, hvor han vil renses for anklagerne, der også inkluderer deltagelse i kampe i Syrien.

»Han er ked af at være i den situation. Han vil gerne hjem til Danmark og få sig selv renset for anklagerne, men det trækker gevaldigt ud. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at presse en udlevering igennem,« siger Thorkild Høyer til TV 2.

Advokaten fik først adgang til sin klient fredag i sidste uge, selv om han har fungeret som den sigtedes forsvarer siden 7. maj.

Den 26-årige drabssigtede mand med libanesiske rødder blev anholdt i Tyrkiet 25. april i år. Han er sigtet for at have forsøgt at dræbe Lars Hedegaard tilbage i februar 2013 i dennes daværende hjem på Frederiksberg.

Den gang ringede en mand, der udgav sig for at være et postbud, på Hedegaards dør under påskud af at skulle aflevere en pakke. Men da Lars Hedegaard åbnede sin dør, trak manden en pistol, som han affyrede uden at ramme. De to mænd kom op at slås, og det lykkedes det falske postbud at trykke på aftrækkeren endnu en gang, dog uden at pistolen gik af. Derefter flygtede manden til fods.

Siden har politiet efterforsket sagen, og i april i år blev den formodede gerningsmand anholdt. Dansk politi har arbejdet på at få lov til at afhøre ham og på at modtage en DNA-prøve. Den skal blandt andet bruges til at konstatere, om mandens DNA matcher de spor, politiet har sikret sig i sagen. Hvornår det sker, tør politiet ikke gætte på.

»Vi fik i sidste uge en bekræftelse fra de tyrkiske myndigheder, om at de havde modtaget vores anmodning om at få hans DNA samt at komme til Tyrkiet og afhøre ham. Vores anmodning er sendt videre til de rette myndigheder, står der i bekræftelsen,« siger vicepolitiinspektør Jens Møller Jensen fra Københavns Politi til TV 2.

Også Lars Hedegaard er interesseret i at den mand, der er mistænkt for at ville slå ham ihjel, bliver udleveret. Han savner svar på, hvad der lå bag attentatforsøget.

»Jeg er selvfølgelig interesseret i at høre, hvad han egentlig var ude på og hvorfor. Men jeg forstår, at det kan tage syv lange og syv brede af bureaukratiske årsager, så det tager sin tid,« sagde Lars Hedegaard mandag til Berlingske Nyhedsbureau.