Blå blink og politiafspærringer spolerer idyllen på den normalt så fredelige villavej i Birkerød. Efterforskere og retsmedicinere går hastigt ind og ud af indgangen til det autoværksted, hvor drabet på Kenneth S. har fundet sted. Imens er en hundepatrulje i gang med at undersøge det omkringliggende område.

Mandag morgen har en familietragedie fundet sted i autoværkstedet. En 69-årig mand har skuddræbt sin søn, den 45-årige Kenneth S. Klokken 8.17, kort efter drabet, har faderen ringet til politiet og givet besked om, at han vil vente på dem uden for autoværkstedet.

En gammeldags amerikanerbil svinger ind på vejen. Det skarpe sollys får bilen til at skinne så kraftigt, at den blænder de fremmødte foran politiets afspærring. To mænd ser sig forundret omkring, da de stiger ud af bilen.

- Hvad er der sket? udbryder føreren.

Sekunder efter bliver han helt tom i blikket, da han får fortalt, hvad der er hændt. De to mænd var netop på vej ind til autoværkstedet.

Beboere på vejen bekræfter, at autoværkstedet ofte havde dyre og eksklusive biler holdende på pladsen. En kvinde fortæller, at de for mindre end 14 dage siden havde prøvekørt et par røde biler af mærket Ferrari ude på vejen.

Da klokken slår 11.40 forlader ambulancen gerningsstedet med liget af den 45-årige. Kort efter støvsuges det meste af området for betjente. En efterforsker tager en computer med sig fra stedet, men ingen vil udtale sig nærmere om motivet bag drabet.

Et vidne på stedet, der både kender faderen og sønnen, fortæller, at de to angiveligt har haft en større familiefejde gennem de seneste år. Faderen måtte overlade ansvaret for forretningen til sønnen, da han selv blev for syg til at stå i spidsen for foretagendet.