Stein Bagger, Klaus Riskær, Peter Brixtofte, Anni Fønsby og Erik Skov Pedersen er blot nogle af de kendte ansigter, der tidligere har siddet i det fængsel, som Jannie Christensen nu skal ruske tremmer i.

I Danmarks største åbne fængsel i Horserød skal den tidligere Oddset-babe fra tirsdag den 15. juli afsone den dom, som hun i december 2013 blev idømt for at have malket en syg, ældre mand for en million kroner og for forsøg på at sælge hans hus.

Sagen var først for byretten i 2012, men gik så videre til landsretten, og nu ser den tidligere Oddset-figur frem til at få sagen ud af verden.

- Det er fire år siden, jeg blev anholdt, og jeg synes, det har ødelagt meget af mit liv, at jeg har skulle vente så lang tid. Mit liv starter jo først rigtigt, når det her er overstået. Det hænger som en dyne over én, og jeg synes, det er lidt at drive gæk med folk, at man skal spilde så mange år på at vente på at sidde inde så få måneder, siger Janni Christensen.

Den tidligere Oddset-babe frygter dog som sådan ikke selve tiden i fængslet.

- Jeg har jo aldrig prøvet at sidde der før, så jeg kan ikke sige, hvordan det er. Jeg kan forestille mig, at det er mærkeligt at få taget sin frihed fra sig. Jeg er ikke decideret bange for noget, og det kan ikke være værre end at være varetægtsfængslet. Men man ved jo selvfølgelig aldrig, hvilke mennesker man møder.

Landsretten idømte i 2012 både far og datter et år og tre måneders fængsel, men Janni Christensen forventer ’kun’, at hun skal være indespærret i Horserød fængsel i godt fem måneder, da retten fraregner den tid, hun har siddet varetægtsfængslet.

- Jeg har da lagt en del planer for, hvad jeg skal, når jeg kommer ud. Men dem vil jeg ikke løfte sløret for endnu, siger Janni Christensen, der håber, at tiden i fængslet kan gå med at arbejde eller studere. I hvilken retning det skal være, ved hun dog ikke endnu.