Bent Sandberg blev overfaldet i bussen natten til søndag. Politiets teori er, at hans overfaldsmænd også står bag et knivstikkeri i S-toget samme nat. En 18-årig mand er anholdt og fremstilles i grundlovsforhør mandag eftermiddag.

- Jeg vil bare gerne have, de bliver fanget, så jeg håber bestemt, at det er den rigtige mand, de har fat i, siger en fattet Bent Sandberg til bt.dk.

Natten til søndag blev han overfaldet af to mænd i buslinje 6A i København. De to unge mænd steg på bussen ved Nørreport og herefter skete det voldelige optrin.

- Jeg blev væltet om på et sæde, hvor én hoppede op og ned og sparkede mig i hovedet, fortalte Bent Sandberg om overfaldet.

Han mener, at han blev sparket mellem 10 og 15 gange i hovedet i de minutter, overfaldet varede. Mandag beskriver han sig selv som rolig, men også skræmt.

- Det var jo en enormt skræmmende oplevelse. Jeg har stadig hovedpine, men psykisk har jeg det ok, siger Bent Sandberg.

Overfaldet har vakt stærke reaktioner. På sin Facebookside taler modeskaberen Jim Lyngvild med store bogstaver om overfaldet på vennen.

- JEG VÆMMES!!!, skriver Lyngvild blandt andet i et indlæg, der er delt over 230 gange.

Efterforskerne hos Københavns Politi kigger med alvor på sagen, og deres teori er, at Bent Sandbergs overfaldsmænd også stod bag et overfald på en 25-årig mand i S-toget samme nat.


Ved 03.00-tiden begyndte de uhyggelige voldsepisoder. I S-toget linje B mod Hillerød blev en 25-årig mand stukket i maven med en kniv, efter han havde mindet gerningsmændene om, at de befandt sig i en stillekupé. De to unge gerningsmænd tog efterfølgende flugten på Nørreport Station, hvor de, ifølge politiets teori, hoppede på buslinje 6A, hvor de altså mødte deres næste offer, Bent Sandberg fra Valby.

De to gerningsmænd menes at have somalisk baggrund og beskrives som værende i alderen 16-19 år.

En 18-årig mand blev natten til mandag anholdt for knivstikkeriet. Han vil blive fremstillet i grundlovsforhør mandag eftermiddag.