En maskeret og bevæbnet mand måtte tirsdag aften gå tomhændet fra et røveriforsøg mod en kiosk i Læsøgade i Aalborg, fortæller Nordjyllands Politi.

»Manden kommer ved 22-tiden ind i kiosken og peger på en kvindelig ansat med en sort pistol og forlanger at få udleveret kassebeholdningen. Men ejeren af kiosken kommer ud fra baglokalet og skubber til røveren, der tager flugten,« fortæller vagtchef Michael Hestrup Jensen.

Gerningsmanden beskrives som 167-170 centimeter høj og spinkel af bygning. Han bar en sort hættetrøje, sorte joggingbukser, mørke kondisko og en hvid maske for ansigtet.

Eventuelle vidner kan ringe til politiet på 114.

BNB