Giv mig din telefon, lød ordre fra formodet røver på gaden i København. I det samme blev han påkørt.

En mand brugte sin bil som redskab, da han torsdag eftermiddag på Holmbladsgade i København ville stoppe et røveri på gaden.

Den formodede røver, en mand på 31 år, er fredag af en dommer i Københavns Byret blevet varetægtsfængslet i 25 dage, men bilisten risikerer også at blive tiltalt og straffet.

Til Ekstra Bladet oplyser politiet nemlig fredag, at bilisten på grund af påkørslen er sigtet for at have bragt andres liv i fare.

Tidligt på dagen oplyste politiet til Ritzau, at jurister i Københavns Politi skulle overveje, om bilistens opførsel var nødret i straffelovens forstand.

Ved påkørslen blev den 31-årige skadet, og han blev indlagt til behandling, men han var i stand til at deltage i grundlovsforhøret i retten fredag. Her nægtede han sig skyldig i røveri.

Ifølge politiets opfattelse skal han have truet en tilfældig på gaden med kniv.

Med kniven blev der peget på offerets mave, og beskeden lød ifølge politiet, at han ikke gad så meget pis, men bare ville have alle hans kontanter.

Offeret udleverede så 200 kroner, men det var den 31-årige slet ikke tilfreds med, fremgår det af sigtelsen.

"Det kan ikke passe, du må da for fanden have mere - giv mig din telefon" lød den efterfølgende ordre ifølge politiet.

Men han ikke nogen telefon. I det samme blev han nemlig ramt af bilisten, der ville sætte en stopper for gaderøveriet.

/ritzau/