Flere gæster fik vejrtrækningsproblemer og hosteanfald, da de tirsdag aften besøgte biografen i Odense Banegårdscenter.

Nu kommer politiet med en ny udmelding i sagen.

Ifølge politiet var der noget i luften, som gjorde biografgængerne dårlige, skrev Fyns Politi i en pressemeddelelse tirsdag aften. 

Situationen kom under kontrol, men biografen blev lukket resten af aftenen, oplyste politiet. 

»Hverken beredskab eller politi har kunnet konstatere noget giftigt i luften,« lød det i pressemeddelelsen.

Onsdag morgen oplyser Fyns Politi til TV 2, at ingen personer har haft brug for lægehjælp efter episoden.

»Hypotesen er, at der er tale om en peberspray eller lignende, der er blevet brugt på stedet og derefter har spredt sig via ventilationssystemet, men nu skal undersøgelserne gøres færdige,« skrev politiet i pressemeddelelsen.

Her blev gæsterne opfordret til at søge læge, hvis de led af vejrtrækningsproblemer eller andre symptomer.

Sagen efterforskes stadig, og politiets hypotese er stadig, at peberspray kan være årsagen til hændelsen i biografen tirsdag aften.

Lyt med når B.T.s kriminalredaktion hver uge går helt tæt på aktuelle emner, den kriminelle underverden og store efterforskninger.