I oktober forsøgte terrorlederen Mehdi Ben Nasr at smugle sig ind i Europa forklædt som flygtning, men det er ikke en generel tendens, at terrorister forsøger at gemme sig blandt flygtninge, ifølge tidligere chef for PET, Hans Jørgen Bonnichsen.

»Det ville være tåbeligt, for det er meget nemmere at detektere en potentiel terrorist i en flygtningestrøm,« siger Hans Jørgen Bonnichsen til BT.

Den tidligere chef for Politiets Efterretningstjeneste mener, at det er nemmere at bruge traditionelle transportmidler i stedet for at hoppe ombord på en båd fyldt med flygtninge og skulle igennem kontrol sammen med de andre flygtninge.

Den påstand møder opbakning hos PET, som mener, at der er en stor risiko ved at bruge menneskesmuglere for at komme til et andet land. Derfor vurderer PET, at militante islamistiske grupper i udlandet er tilbageholdende med at bruge menneskesmuglere, som nogle flygtninge gør.

Hans Jørgen Bonnichsen mener, vi skal have tillid til trusselsvurderingen fra PET og ikke lade os underkue af Islamisk Stats udtalelser om, at 4.000 IS-krigere er placeret i Europa. Det er ren propaganda, mener Hans Jørgen Bonnichsen.

»Det kan ikke medføre, at jeg sover uroligt om natten,« siger den tidligere PET-chef.

Hos Bonnichsens tidligere arbejdsgiver er de opmærksomme på de mulige konsekvenser af det stigende antal flygtninge, der kommer til Europa, og hvordan det påvirker trusselsbilledet i Danmark.

Mange af de flygtninge, der kommer til i øjeblikket flygter fra militante islamistiske grupper i Syrien eller Irak, og derfor har de næppe sympati for militant islamisme, skriver PET i den seneste trusselsvurdering.

De er dog opmærksomme på, at der kan være personer, der kan finde på at lytte til militant islamistisk propaganda og udføre angreb mod blandt andre Danmark.

Ifølge Hans Jørgen Bonnichsen kan man ikke udstille en 100 procents garanti for, at der ikke er en enkelt, der sympatiserer med IS blandt de tusinder af flygtninge der kommer ind. Men han afviser, at det skulle være et problem.