En brand i et børneværelse kunne være endt fatalt for en toårig dreng i en bolig i Borup ved Køge, men heldigvis opdagede hans forældre i tide den truende situation.

Forældrene på 29 og 30 år fik selv reddet deres dreng i sikkerhed og fik også alarmeret både brandvæsnet og ambulancepersonale.

Dramaet fandt sted klokken 22.01 nytårsaften i en bolig på Krovænget i Borup, fremgår af den seneste døgnrapport fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Efter at være blevet reddet ud fra det brændende børneværelse i live af sine forældre, skulle den toårige dreng kontrolleres for eventuel røgforgiftning på grund af påvirket vejrtrækning.

Også forældrene skulle tjekkes, da de lidt senere følte ubehag efter røgen på børneværelset, så alle tre blev kørt på skadestuen.

Selve branden på børneværelset blev hurtigt slukket, så der opstod kun minimal materiel skade.

De foreløbige undersøgelser tyder ifølge politiet på, at en gulvventilator kan være årsagen til brandens opståen på drengens værelse.