Da man hos Hovedstadens Beredskab så livebillederne af branden, vidste man øjeblikkeligt, at det kunne gå rigtigt stærkt.

»Vi havde streaming fra en borger, der havde ringet 112, hvor vi så kan overtage deres telefon. Dér kunne vi følge med i udviklingen,« forklarer operationschef Martin Kjærsgaard:

»Vi kunne se, at røggasserne lå så tykt på loftet, at det var et spørgsmål om tid, inden branden ville bryde igennem og antænde dem.«

Og det var lige, hvad der skete torsdag aften på Landsdommervej i det københavnske Nordvestkvarter, hvor beboere fra tre opgange blev evakueret på grund af det eksplosive omfang.

Branden brød ud ved kl. 19-tiden torsdag aften.
Branden brød ud ved kl. 19-tiden torsdag aften. Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Vis mere

Når røggasser bliver fanget i et lukket rum – som på loftet af beboelsesejendommen torsdag aften – og pakker sig helt tæt, kan de således nå en temperatur, hvor de begynder at brænde, hvilket kan eskalere branden.

»Det gik voldsomt hurtigt, og det udviklede sig desværre til en tagbrand,« som Martin Kjærsgaard siger til B.T. fredag morgen.

Indtil videre er der mistanke om, at branden begyndte ved en elcykel, der stod til opladning på en lukket altan på fjerde sal.

Hos Hovedstadens Beredskab sammenligner man på flere punkter branden på Landsdommervej med den brand, der tidligere på ugen raserede Børsen.

Brandvæsnet i gang med slukningsarbejdet.
Brandvæsnet i gang med slukningsarbejdet. Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Vis mere

For det første befandt flammerne sig højt til vejrs, og for det andet var de til at begynde med 'gemt' under taget.

 »Vi kan jo ikke bare fylde skorstenen op med vand. Der skal være nogle flammer, vi kan ramme. Da den bryder igennem taget, får vi rejst vores drejestiger,« siger Martin Kjærsgaard:

»Og da den først er så udviklet, som den er, bliver det et spørgsmål om at sikre, at den ikke breder sig og forhindre, at den udvikler sig yderligere.«

For det andet ligger der i forlængelse af den brændende boligblok en historisk bygning, Tagensbo Kirke.

Her ses kirketårnet på Tagensbo Kirke (tv.), der er sammenhængende med den boligblok, der var brand i.
Her ses kirketårnet på Tagensbo Kirke (tv.), der er sammenhængende med den boligblok, der var brand i. Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Den ville vi jo for alt i verden ikke have med i det, og det fik vi forhindret ved at presse branden den anden vej,« siger operationschefen.

Anmeldelsen om branden kom klokken 19.19, og Hovedstadens Beredskab var til stede på Landsdommervej indtil omkring klokken 03 i nat.

Den sidste del af arbejdet gik med efterslukning og nedrivning af tagkonstruktionen. 

Indsatsen fra brandvæsenet var massiv, og også i den sammenhæng spillede Børsen-branden en rolle, fordi den i flere dage har bundet mange styrker fra Hovedstadens Beredskab.

På Landsdommervej var der derfor også assistance fra Beredskab Øst.

Politiets eksperter skal nu foretage en grundig undersøgelse af, hvad der egentlig skete.

Ingen kom til skade i forbindelse med branden.

»Den skete heldigvis på et godt tidspunkt, hvor mange var hjemme, men ikke gået i seng. Beboerne var ude, da vi begyndte at slukke,« siger Martin Kjærsgaard.