En 31-årig chef i en fastfood-forretning i København gik ifølge politiet langt over stregen, da han i sommer fattede kønslig interesse for en kun 14-årig pige, som var ansat i forretningen.

Det fremgår af et anklageskrift mod manden, der nu er tiltalt for både voldtægt og blufærdighedskrænkelse mod den unge pige i sin egenskab af arbejdsgiver for hende.

Overgrebene fandt ifølge tiltalen sted en juni-aften i fjor i løbet af et par timer, hvor den 14-årige pige var mødt på arbejde i forretningen.

»Har du det ikke for varmt? Skal du ikke have din BH af,« spurgte manden, da han så pigen klæde om og kun være iført bukser og en BH.

Kort efter blev pigen ifølge anklageskriftet af sin arbejdsgiver spurgt, om hun havde set porno før, om hun havde lyst til at se porno med ham og om hun »havde prøvet at sutte før«.

De spørgsmål mener anklagemyndigheden hos Københavns Politi var egnet til at krænke den mindreårige piges blufærdighed.

Kort efter kom pigen i en tilstand af chok og panik, da forretningens chef udnyttede sin fysiske og psykiske overlegenhed til at kysse hende på munden og berøre hende på både brysterne og i skridtet.

Herefter blev hun ifølge tiltalen voldtaget på forskellige måder.

For en kort stund genoptog de derefter arbejdet i forretningen, indtil pigen også blev tvunget til at give chefen oralsex.

Da pigen gik fra forretningen, gav chefen hende 150 kroner og sagde ifølge anklageskriftet, at hun ikke måtte fortælle nogen, hvor hun havde fået pengene fra eller hvad der var sket mellem dem, da de i så fald begge kunne komme i problemer.

Den 31-årige chef blev få dage senere anholdt og varetægtsfængslet, og har siden siddet varetægtsfængslet.

Da han af retten er blevet beskyttet af et navne- og identifikationsforbud, er det ikke muligt for B.T. at komme med nærmere detaljer om fastfoodforretningens karakter eller beliggenhed.

Ifølge advokat Klaus Ellis Henriques, der er forsvarer for den 31-årige, vil hans klient i retten nægte sig skyldig i hele tiltalen, når sagen på mandag indledes i Københavns Byret.

Anklagemyndigheden vil ifølge anklageskriftet også nedlægge påstand om, at den tiltalte, der er af mellemøstlig oprindelse og ikke dansk statsborger, udvises af Danmark for bestandigt.