En mandlig cyklist blev søndag aften hårdt kvæstet, da han blev påkørt på Ringstedvej lidt syd for Roskilde. Hans tilstand er kritisk, men mandag morgen meldes han uden for livsfare.

De første timer efter ulykken så det meget kritisk ud. Den 35-årige cyklist blev bragt til Rigshospitalets Traumecenter, hvor han en overgang svævede mellem liv og død. I løbet af natten lykkedes det dog lægerne at få ham stabiliseret, som tilstanden mandag lyder på kritisk men uden for livsfare.

»Han overlever, men er svært tilskadekommen,« lyder det fra vagtchefen, som tilføjer, at cyklisten blandt andet har brækket både krave- og ribben og har skader på leveren. Han ligger i kunstig koma på rigshospitalet.

Midt- og Vestsjællands Politi fik klokken 20.33 anmeldelsen om en ulykke ved en tankstation lige syd for Roskilde.

»En cyklist er blevet påkørt af en personbil, som efterfølgende stikker af fra stedet. Cyklisten kommer kørende fra tankstationen og krydser Ringstedvejen, da en bil kommer kørende i sydlig retning fra Roskilde mod Ringsted,« sagde vagtchef Michael From til bt.dk søndag aften.

»Bilisten påkører den mandlige cyklist ved et helleanlæg, og han slynges 10 meter væk. Hans cykel bliver fundet 30 meter væk. Forhjulet er revet af og findes 50 meter væk.«

Vagtchef Michael From fortæller, at de ud fra tekniske spor kan udlede, at der formentlig er tale om en blank/sort Mercedes E-klasse fra 2013.

»Jeg vil gerne opfordre bilisten til at give sig til kende over for os. Vi skal alligevel nok finde ham før eller siden,« siger Michael From.

Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte politiet på telefon 114.