Et sammenstød mellem to cyklister søndag eftermiddag på en cykelsti i Næsby er endt fatalt for en midaldrende mand, oplyser Fyns Politi til Berlingske Nyhedsbureau.

Vagtchefen ved Fyns Politi fortæller, at man endnu ikke kender de nærmere omstændigheder ved styrtet, men den midaldrende mand landede så uheldigt efter sammenstødet, at han søndag aften ligger i respirator på Odense Universitetshospital. Han har angiveligt slået hovedet direkte i asfalten.

Det eneste vidne til det alvorlige uheld er den modkørende cyklist, der ikke er kommet alvorligt til skade, men politiet har endnu ikke haft mulighed for at få tilstrækkeligt med oplysninger fra cyklisten.

BNB