Danske Anders Tesgaard, der kom voldsomt til skade under et ekstremcykelløb i USA viser nu små tegn på bedring. Det skriver hans team på cykelrytterens facebookside.

»Anders havde sin første 'bowel movement' (at komme af med sin afføring, red.) i går og i løbet af natten, hvilket er et tegn på, at nerverne i ryggen er intakte,« skriver teamet på hans facebookside.

Anders Tesgaard har siden natten til torsdag i sidste uge ligget i koma på det amerikanske hospital Ruby Memorial i den amerikanske stat West Virginia. Han var i færd med at cykle et ekstremløb på 4.800 kilometer, da han blev påkørt bagfra af en pick-up truck. I påkørslen fik han flere læsioner i hjernen, brækkede 14 ribben, sin kæbe og kindben, og begge hans lunger blev punkteret.

Den tilskadekomne cykelrytters team fortæller også, at der er andre små forbedringer.

»Der har været mindre bevægelser ved højre øjenlåg. Der er dog stadig ikke reaktion i pupillerne. Anders har været kortvarigt ude af respiratoren og har trukket vejret selv,« skriver teamet på Facebook.

Dystre udsigter
Selv om der er mindre positive nyheder, er udsigterne for Tesgaard stadig dystre.

»Neurologernes vurdering er desværre fortsat ikke særligt positive. Han er trappet ud af sovemedicinen, men ligger stadig i koma,« oplyser hans team.

I mandags fortalte hans team, at han skal igennem mindst fem års genoptræning.

’Det er stadig uvist, hvilken fremtid Anders går i møde. Lægerne kan ikke sige noget om, i hvilken grad Anders kommer til at fungere normalt igen,’ lød beskeden fra holdet af venner og hjælpere i USA.

Den 40-årige Anders Tesgaard, der til hverdag arbejder som gymnasielærer i Esbjerg, har gennemført ekstremløbet Race Across America to gange tidligere.