Forsvarsadvokaten for den 21-årige danske mand, der er kendt skyldig i medvirken til at stjæle fortrolige oplysninger fra statens IT-leverandør, CSC, er godt tilfreds med torsdagens dom, fortæller han.

Retten på Frederiksberg fandt torsdag formiddag den 30-årige svensker og superhacker Gottfrid Warg skyldig i gennem mere end fire måneder at have begået grov hacking mod den statslige IT-leverandør, CSC, og stjålet oplysninger fra blandt andet kørekort- og CPR-registret. Imens blev en 21-årig dansker kendt skyldig i medvirken.

Og den 21-åriges forsvarsadvokat, Michael Juul Eriksen, er godt tilfreds med dommen.

»Jeg er meget tilfreds på min klients vegne. Et af vores hovedsynspunkter var, at han skulle frifindes for alt det, der har fundet sted mod CSC fra april frem til efteråret, og der er han blevet frifundet for det hele,« siger Michael Juul Eriksen.

Begge mænd har under hele forløbet nægtet sig skyldige.

Svenskeren, Gottfried Warg, har erkendt, at det var hans computer, der blev anvendt til at udføre angrebet, men han har forsvaret sig med, at den var fjernstyret af ukendte gerningsmænd.

Den dømte svensker risikerer nu op mod seks års fængsel.

Michael Juul Eriksen håber, at hans klient, den 21-årige dansker, slipper med »få måneders fængsel«:

»Det, han er blevet dømt for, er alene den chat, der er. Der har man ved hjælp af nogle brugernavne forsøgt at logge på, hvilket ikke er lykkedes. Men det har han for så vidt også erkendt at have gjort. Vi vil derfor gå efter meget få måneders fængsel,« siger forsvarsadvokaten med henvisning til, at anklagemyndigheden har fundet en chatkorrespondance mellem de to gerningsmænd.

Et retsmøde fredag skal afgøre længden af deres straf.