Fire personer - heriblandt tre danskere - er blevet tiltalt for en mislykkedes kidnapning af en 52-årig i Tyskland i september.

Tre danskere er blevet tiltalt for i september at have medvirket i kidnapningen af en 52-årig mand i byen Aachen i Tyskland. Det skriver Ekstra Bladet.

De tyske myndigheder oplyser, at tre danskere og en iraker er tiltalt for 3. september at have kidnappet den 52-årige mand og forsøgt at få løsepenge for ham. Ifølge den tyske avis Der Spiegel er der tale om en 52-årig egypter.

Politiet kom dog hurtigt på sporet af kidnapperne, som blev kort efter blev anholdt af en aktionsstyrke.

Ifølge Ekstra Bladet er en af de tre danskere en 23-årig konvertit og islamist. Der Spiegel har tidligere skrevet, at den 23-årige mand oprindeligt kommer fra Aarhus, hvor han angiveligt er en del af det radikale islamistiske miljø, og han skulle flere gange have været i Syrien for at kæmpe i borgerkrigen i landet.

Den 23-åriges danske forsvarsadvokat, Andreas Fleuster, forklarer til Ekstra Bladet, at hans klient befandt sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

»Han var på gennemrejse i Tyskland. Sammen med en anden af de anholdte, en mand med et typisk dansk navn, skulle de hente nogle varer hos egypteren,« siger Andreas Fleuster til Ekstra Bladet.