En tidlig søndag morgen i juli forsvandt Emilie Meng. Pårørende, frivillige og politi har siden forsøgt at opklare hendes usædvanlige forsvinden. Tilbage står uvished og bristede illusioner om et trygt hverdagsdanmark.
En søndag formiddag i oktober har en lille gruppe mennesker taget plads foran Tårnborghallen omkring fem kilometer fra Korsør Station.
De er iklædt tykke trøjer, vindjakker og gummistøvler og kommer fra Hillerød, Rødekro, Sønderborg og Roskilde. Én ting har de tilfælles: De søger vished i sagen om den 18-årige Emilie Meng, der forsvandt for næsten fire måneder siden. Som en del af den frivillige gruppe »Forsvundne Personer« er de mødt op for at gennemtrawle et naturområde øst for Korsør Station.
»Nu går vi ud og finder bare én af hendes ting. Det ville være dejligt,« siger en kvinde på parkeringspladsen kort før afgang.
Bilerne starter. Første stop på ruten er nogle kilometer fra stationen, hvor Emilie sidst er set.
Det er Thomas Smilov, der styrer tropperne. Han er 61 år, førtidspensionist og uddannet dykker fra Søværnet i 1973. I dag er han iført højhalset blå sweater, har hvidt fuldskæg og ofte en cigaret i mundvigen.
Mens han dirigerer en gruppe over til læhegnet ved motorvejen, går han selv ned ad en sti. Han bevæger sig gennem krattet, tramper brændenælder og siv ned med fødderne og fjerner brombærbuskenes grene med hænderne. En lugt af råddenskab kommer snigende. Den snapper i næsen.
Thomas Smilov stopper op. Det er en mergelgrav. Fra den anden side af krattet kommer en ung fyr i armygrønt tøj gående med en rulle snor. Der sidder en magnet for enden, som kan bære op til 500 kilo, forklarer Thomas Smilov. En kraftig fætter, må man forstå. Den skal smides i vandet og trækkes langsomt gennem mergelgravens brune vand. Håbet er, at den vil suge Emilies telefon eller hendes lille taskes metalkæde til sig, hvis genstandene befinder sig dernede.
Thomas Smilov kaster magneten ud. Plump. Den trækkes langsomt ind. Ingenting. Ud igen. Plump. Det gentager han tre gange mere. Plump. Plump. Plump. Stadig ingenting.
»Der skal jeg simpelthen ud med gummibåden en dag og så lade magneten hænge derfra,« konstaterer Thomas Smilov.
De har ledt efter Emilie så mange søndage, at han ikke har tal på dem mere. I begyndelsen kunne de samle 220 mand til et »søg«, som de kalder det. I dag er der 25.
Sidst de var ude at lede, fandt de et stykke kraftigt sort plast på bunden af et lignende vådområde, forklarer han. Det var tynget til bunden med et par store sten, og de fandt et knoglestykke.
»Det løb det mig koldt ned af ryggen,« siger Thomas Smilov.
Knoglen var fra et dyr.
Artiklen forsætter under billedet.
Den 18-årige Emilie Meng forsvandt 10. juli i år, og næsten fire måneder senere er der trods adskillige ransagninger, eftersøgninger og afhøringer af vidner fortsat ikke et afgørende gennembrud i sagen.
Det er blevet historien om en nærmest sporløs forsvinden, der rykker rundt på alle de forestillinger, der er om tryghed i hverdagsdanmark, i et lokalsamfund, hvor børn og unge oftest kan gå sikkert gennem byen. Det er historien om det normale, der bliver unormalt. Om det forklarlige, der bliver uforklarligt. Og det trygge, der bliver utrygt.
Men det er nok mest af alt fortællingen om uvisheden, når noget af det værst tænkelige overgår forældre, venner og familie: en datter, ven og veninde, der forsvinder uden at efterlade sig spor.
Da intercitytoget rullede ind på den betongrå perron på Korsør Station klokken 3.53 den nat i juli, var det slutningen på en ellers normal aften. Den dengang 17-årige Emilie Meng – en gymnasiepige med langt brunt hår, blå bukser, sort cardigan og Puma-sko – stod af toget sammen med tre af sine venner. De havde været i Slagelse på vandpibecafé, drukket et par alcopops og til sidst på McDonalds for at runde turen af. Sammen begav de sig over gangbroen og ud mod parkeringspladsen foran stationsbygningen, hvor en taxa ventede mellem de to rækker grønne træer, klar til at fragte vennerne det sidste stykke vej hjem til deres forældre.
Den ene af Emilies veninder havde bestilt vognen, allerede mens de sad i toget på vej hjem fra Slagelse. Hun havde fået penge med hjemmefra til turen. Og nok ikke helt uden grund. Togstationen ligger ikke i selve Korsør, men er placeret for sig selv i et lille stykke ingenmandsland. En stor vej eller en grussti gennem marker og krat kan føre togpassagerer de omkring tre kilometer ind til centrum af byen. Hjem.
Det var midt i sommerferien. En sommernat af den slags, hvor mørket aldrig rigtig indtræffer, og hvor solen næsten står på spring for at presse de første stråler frem. Selv om regnbygerne hang i luften den morgen, forestiller man sig, at det var et fredfyldt tidspunkt.
Måske det var derfor, at Emilie Meng sagde til sine venner, at hun ikke ville køre med hjem i taxaen. Hun ville høre musik og få frisk luft, sagde hun til vennerne. Hun ville gå ad grusstien, forklarede hun. De unge mennesker havde gået den vej hjem så mange gange før, at Emilies bedste veninde ikke hæftede sig synderligt ved Emilies ønske om at tilbagelægge turen alene.
Taxaen drejede ud fra den lille parkeringsplads foran Korsør Station ned ad Tårnborgvej – samme vej, hvor et hus i de kommende måneder ville blive gennemsøgt af politiet med varmesøgende udstyr, fordi et vidne angiveligt havde hørt skrig og råb om hjælp inde fra huset.
Det var sidste gang, de tre venner så Emilie.
Artiklen fortsætter under billedet.
Bag ruderne i taxaen kunne de se, hvordan Emilie stod og fumlede med høretelefonerne til sin smartphone, da de forlod hende. I toget havde hun lånt en oplader af en af de andre, så hun kunne få nok strøm på telefonen til at høre musik på vej hjem. Telefonen blev vist kun ladet omkring en femtedel op. I nogen tid havde der været problemer med hendes smartphones batteri.
Der stod hun så.
Når man træder ud af Korsør Station kan man groft sagt gøre tre ting, hvis man vil ind til selve byen: Man kan svinge til venstre ad Tårnborgvej, til højre ad Storebæltsvej eller gå lige ud af grusstien.
Stien er omkring 800 meter lang. Der er krat på den ene side, marker på den anden, i horisonten biler, der blæser over motorvejen. For enden viadukten. Den fører videre forbi det berygtede kvarter omkring Motalavej. Herfra fører flere forskellige ruter ind mod Korsør, men det er næsten uomgængeligt at krydse Halskovbroen, hvis man vil ind til centrum, hvor Meng-familien bor.
Man ved ikke, om Emilie nogensinde kom så langt, eller om hun overhovedet gik ned af stien, som hun selv sagde, hun ville. I dagene efter hendes forsvinden var der flere vidner, der mente at have set hende om natten inde i byen, men det viste sig ikke at være tilfældet.
Hoppede hun ind i en fremmeds bil for at få et lift? Faldt hun i vandet? Var hun udsat for en forbrydelse et sted på vejen hjem?
Lidt efter afskeden på parkeringspladsen den aften modtog Emilies bedste veninde en besked fra Emilie på Facebook Messenger, mens hun sad i taxaen. Det var et screenshot af en tekstbesked. Veninden svarede omkring kl. 4.03, men kunne se, at den aldrig blev leveret og læst. Det er også heromkring, at politiet har opsnappet de sidste signaler fra Emilie Mengs telefon. Om den gik ud, eller om nogen slukkede den, er uvist.
Først da Emilie Meng ikke lå i sin seng søndag morgen og ikke var mødt i kirkekoret kl. 9.30, blev hun meldt savnet.
Plakaterne med Emilies efterlysning hænger stadig i nogle af Korsørs butiksvinduer. Byens Natteravne har fået bevilget cykler fra en anonym donor, så de nemmere kan være til stede i området omkring stationen. Og i Skt. Povls Kirken beder de for Emilie hver søndag.
»Det er en uskyld, der er blevet brudt,« som præsten i kirken, Anna Helleberg Kluge, udtrykker det, »og alle holder deres børn lidt tættere ind til kroppen end tidligere.«
Eller som en lokal formulerer paradokset i det, der har ramt byen:
»Normalt ved alle alt om alle i den her by, men i den her sag er der ikke nogen, der ved noget som helst.«
Emilie Mengs hjem er i Korsør med en mor, papfar og to mindre søskende, og familiemedlemmerne har i høj grad holdt sig uden for mediernes søgelys. Emilie beskrives som en pligtopfyldende, lidt stille og reflekteret pige. Den datter, man gerne vil have, som Anna Helleberg Kluge formulerer det. Hun konfirmerede Emilie og kender hende fra kirkekoret.
»Det var meget usædvanligt, at hun ikke dukkede op i kirken den søndag. Ja, bare det, at man synger i et kirkekor som teenager og står tidligt op om søndagen, siger noget om, hvem man er,« siger hun.
Emilie Meng er langt fra kun en sag for borgerne i Korsør. Siden juli er der skrevet hundredvis af artikler om sagen, mens Facebook-gruppen »Eftersøgningen af Emilie Meng« har næsten 40.000 medlemmer, der dagligt udtrykker deres sorg over tabet af en pige, de færreste kender.
Artiklen fortsætter under billedet.
Lidt mere end et døgn efter Emilies forsvinden satte Zuzu Heidelbach sig ind i sin venindes røde Hyundai Getz uden for sit hjem i Slagelse en lille halv times kørsel fra Korsør. Zuzu Heidelbach, en lyshåret kvinde på 30 år, pædagogstuderende og indehaver af en spraytan-klinik, havde søndagen igennem fulgt den mystiske sag i nabobyen. Hun havde aldrig mødt Emilie Meng, men gået i klasse med hendes fætter på HG.
Da de svingede bilen ind på parkeringspladsen foran Hotel Comwell i Korsør, ikke langt fra stationen, blev de mødt af journalister, politi og frivillige. Den morgen var der en håbefuld stemning blandt de flere hundrede frivillige.
I de kommende dage var hun en af de flere hundrede frivillige, der var med til at lede efter den forsvundne Emilie. I kolonihaveforeningen, på golfbanen, i skovene. Og ikke mindst på »Revet«, stedet hvor Storebæltsbroen svæver over vandet, inden den kysser fastlandet. I to grupper, anført af Zuzu Heidelbach, blev vandkanten minutiøst afsøgt af de to grupper, der startede fra hver sin ende og mødtes på midten.
»Det er ikke her, vi finder hende,« sagde de til hinanden af frygt for at se en arm eller et hoved stikke op af vandet. Det skete ikke.
Da den røde Hyundai rullede tilbage i indkørslen i Slagelse nogle dage senere, var Zuzu Heidelbach træt. Hun bad sin veninde om fred og satte sig uden for huset. Indenfor var stuen fuld af gæster. Hun røg en cigaret og listede sig ind af bagdøren. Da hun lagde sig i sengen, begyndte hun at græde.
»Det gik op for mig, at det hele var ude af mine og andres hænder. Ingen kunne gøre noget. Siden den aften har jeg flere gange været ude at lede efter Emilie – også i Jylland.«
Det er ikke usædvanligt, at danskere forsvinder. Alene i 2015 var der i alt 685 personer, der blev meldt savnet. Ved årets udgang var de 664 sager lukket igen. Når Emilie-sagen alligevel er opsigtsvækkende, er det på grund af den store mangel på konkrete spor, forklarer Søren Ravn-Nielsen, efterforskningsleder ved Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.
»Det, vi ved med sikkerhed, er,« siger han næsten fire måneder efter Emilie Mengs forsvinden, »at hun stod på Korsør Station kl. 4 den nat.
Hvis man er udsat for en forbrydelse eller en ulykke, vil der typisk være effekter eller ting, som kan lede os på sporet. Selv om vi massivt har været ude med eftersøgninger, har vi ikke fundet så meget som en hårnål.«
Sagen har også ført en række blinde spor og løse rygter med sig. Vidner har ment at have set Emilie Meng i det centrale Korsør, i Horsens og i Skive. Det var ikke tilfældet. I begyndelsen af august blev der fundet en sort trøje, som lignede den, Emilie havde på, men den havde ikke noget med sagen at gøre. Og politiet bidrog selv til forvirringen tidligt i forløbet: En politimand udtalte, at der havde været aktivitet på Emilie Mengs telefon, efter at hun forsvandt. Det blev senere trukket tilbage.
Tilbage står fortsat flere spørgsmål end svar. Eksempelvis er der efterlyst en hvid varevogn, som er set kørende hurtigt ind og ud af Lystskoven syd for Korsør den morgen. Føreren har endnu ikke henvendt sig.
Ifølge Søren Ravn-Nielsen tyder intet på, at Emilie selv har haft et motiv til at forsvinde.
»Der er ikke noget, der forklarer hendes forsvinden. Og vi har heller ikke fundet frem til nogen, der kunne have et motiv til at gøre hende fortræd,« siger Søren Ravn-Nielsen.
En 33-årig mand blev i slutningen af august sigtet, men havde ikke noget med sagen at gøre, slog politiet fast. I sidste uge troppede politiets teknikere talstærkt op hos to beboere på Tårnborgvej i Korsør, hvor der bl.a. bor en 67-årig mand.
Huset ligger på den rute, som Emilie i teorien kunne have gået. Det var femte gang, at politiet mødte op. De havde fået nye oplysninger, der rejste mistanke om, at Emilie Meng befandt sig på adressen.
Tidligere var der meldinger om, at der var hørt kvindeskrig inde fra huset, men politiet fandt ingenting. Det er nu kommet frem, at en nabo havde foretaget ulovlig aflytning af ejendommen – angiveligt ved at fjerne en sten i en brandmur og installere aflytningsudstyr.
Om den private overvågning er grundlaget for ransagningen, vil politiet ikke svare på, men politiet har udtalt til Jyllands-Posten, at der var lyde på det indleverede materiale, som indikerede, at en person befandt sig på adressen uden at have lyst til at være der.
I dag fastholder politiet, at beboerne på adressen er uden for mistanke. Naboen, der aflyttede adressen, er blevet politianmeldt. Politiet arbejder fortsat med tre scenarier: frivillig forsvinden, ulykke eller forbrydelse. Den første er med tiden blevet mindre sandsynlig. Hvad politiet fremover foretager sig i sagen, vil efterforskningsleder Søren Ravn-Nielsen ikke forholde sig til.
»Der er fortsat meget efterforskning, vi kan foretage.«
Artiklen fortsætter under billedet.
Det »hele ramlede«, da Marianne Midling fik beskeden fra sin datter, der er Emilie Mengs bedste veninde. Det var slutningen af september omkring kl. 18. Marianne Midling stod i receptionen på ferie- og konferencecenteret Musholm lidt uden for Korsør, hvor hun arbejder. Datteren sendte en video, hun var blevet tagget i på Facebook. Videobilleder optaget fra en drone. Ved første øjekast viste den, hvad der lignede konturerne af en menneskekrop i en sø.
Marianne Midling forsøgte at finde en afløser, så hun kunne komme hjem til sin datter. Uden held. Da hun fik fri en time senere satte hun sig på cyklen og tilbagelagde den 20 minutter lange cykeltur til hjemmet i Korsør, hvor hun fandt sin datter siddende. Stille.
På det tidspunkt var det mere end to måneder siden, at Emilie Meng forsvandt efter den bytur, som Marianne Midlings datter også var med på. Siden har sagen ligget som en tung dyne over hjemmet, hvor Marianne Midling bor med sine to døtre.
»Det er hårdt at høre, når ens niårige datter kommer og siger: ‘Mor, vi smiler jo altså ikke mere herhjemme’. Men det er nok rigtigt,« siger Marianne Midling.
»Der er intet at forholde sig til. Emilie er sunket i jorden.«
Marianne Midling vil ikke bidrage til spekulationerne om, hvad der kan være sket med Emilie, som er kommet i hendes hjem gennem flere år, men siger:
»Det er utænkeligt, at hun har gjort noget ved sig selv. Hvis hun var ulykkelig, ville hun have fortalt min datter om det.«
Tilbage den dag i september satte hun sig sofaen hos sin datter. De var nødt til at forholde sig, at der kunne være sket »nogle ting, som man ikke rigtig har lyst til at tænke på«.
»Hun er jo i live ...,« siger Marianne Midling og stopper sig selv: »Det skal man jo tro på.«
Efter godt en times venten i sofaen kom beskeden. Det var ikke Emilie, der lå i søen.
Videoen havde gået sin gang på de sociale medier på grund af de heftige spekulationer. Politiet rykkede ud, men nogle private havde allerede gennemsøgt søen. Det var en pose med bærbare computere og sten. Bagefter kom politiet med en bøn: »Lad os stå for efterforskningen.«
Artiklen fortsætter under billedet.
Tilbage i Korsør er de frivillige eftersøgere nået til et industriområde i udkanten af byen.
De har også noteret sig, at nogle private er gået for langt i jagten på Emilie Meng og den 200.000 kroner dusør, som Meng-familien har udlovet. Thomas Smilov understreger, at de er i løbende kontakt med politiet, da det er deres opgave at foretage den egentlig efterforskning. De gider ikke fnidder, men vil bare finde Emilie, siger han.
Når man spørger, hvorfor de gør det, bruger deres fritid på at finde en fremmed pige eller noget, der kan føre på sporet af hende, er svaret det samme: »Det kunne have været min egen datter.« Og uvisheden, tænk på den uvished, forældrene må være i, lyder det.
Med tiden er flere af de frivillige sprunget fra. Mange har det, som om de »leder efter en nål i høstak«, som Thomas Smilov siger. Og det gør de også. Selv er han ikke typen, der mister modet, men uvisheden nager.
»Det er klart, at man bliver frustreret. Nu vil vi gerne snart finde noget.«
