Guldhandler overbevist om, at der stjæles tænder og smykker for millioner fra afdøde


Her 30 år efter får smykkehandleren det stadig fysisk dårligt. Foran ham lå en stor bunke sortbrændte guldtænder. De var købt af en ansat ved en millionhandel.

- Det var afsvedet tandguld. Siden har jeg haft afsky for tandguld, siger Preben Randløv, der er sikker på, at guldet stammede fra et krematorium eller en bedemand.

Preben Randløv har tre smykkeforretninger i Århus og København. Gennem et liv i branchen har det plaget ham, hvad der bliver af de milliarder af kroner i guld, som døde har i tænderne og på kroppen.

Handles for millioner


- Det har altid naget mig, hvad der sker med dødes guldtænder og vielsesringe. Jeg er overbevist om, at der handles for millioner af kroner tandguld og smykker hvert eneste år, som på en eller anden måde kommer ud i handlen fra krematorier og kapeller i Danmark. Mange skruppelløse guldhandlere opererer uden for den lov, som vi 'gamle' opkøbere agerer efter. Jeg må beklageligvis påstå, at der sker ligrøveri ved højlys dag, siger Preben Randløv.

- Jeg blev overbevist om guldtyveriet, da jeg hørte en chef for et dansk krematorium fortælle, at guldet fordampede og forsvandt. Det er en lodret løgn, siger Preben Randløv.