Familie og venner samles i dag i Gjøl Kirke i Nordjylland for at sige et sidste farvel til Jesper Schlotfeldt Jensen. Den 45-årige familiefar mistede sidste weekend livet, da han på vej hjem fra arbejde blev ramt af en spøgelsesbilist, der kørte mod færdselsretningen på E45 syd for Aalborg.

Den forfærdelige tragedie sendte en bølge af sorg ind over den lille by Gjøl, der ligger ved Limfjorden. Lokalsamfundets medfølelse bliver tydelig ved begravelsen, mener Peter Rodkjær, der var en nær ven af den afdøde.

»Der kommer rigtig mange til begravelsen. Jesper var et mennesker, der betød meget for mange mennesker, og de vil gerne være der og vise ham den sidste respekt. Jeg tror, at det bliver den største begravelse, vi har haft her på Gjøl. Kirken bliver fyldt, og nogle kommer nok til at stå uden for,« siger Peter Rodkjær til BT.

På Gjøl var Jesper Schlotfeldt Jensen et kendt ansigt, som engagerede sig i lokalsamfundet, hvor han blandt andet var formand for Gøl Bådens Træskibslaug.

»Han var virkelig en ildsjæl – en mand vi virkelig kommer til at mangle i laug’et såvel som i resten af byen. Jesper involverede sig i den lokale spejderklub, byens skole og så videre. Han var et foreningsmenneske, ligesom hans hustru,« siger Peter Rodkjær, der er næstformand i bådlauget.

Lars Borberg, der også kender Jesper Schlotfeldt fra bådlauget, er ikke i tvivl om, at familiefaderens død har rørt mange i Gjøl.

»Han var et virkelig varmt menneske, han var livskraftig og foretagsom. Det er et stort tab for hans familie og for hele lokalsamfundet,« sagde han i et interview med BT søndag.

Da Jesper Schlotfeldt Jensen blev dræbt, mistede hans tre børn deres far, og hans hustru sin mand. I en rørende dødsannonce har familien annoceret begravelsen. Ifølge Peter Rodkjær er de ikke alene i den svære tid, hvor mange af byens borgere har vist dem støtte og medfølelse.

»I søndags (dagen for dødsulykken, red.) gik flagene på halv i hele byen. Der er mange, der er meget berørte af det her, og det bliver tydeligt, når han skal begraves. Men vi står også sammen, når vi skal videre, og familien ved, at vi er her for dem,« siger Peter Rodkjær.

For Jesper Schlotfeldt Jensen var havet i mange år en vigtig del af hans liv. Sammen med familien tog han ofte på sejlture i deres båd, og når han tog på arbejde, var det også på havet, hvor hans arbejdede som lods. Han var på vej hjem efter en vagt som lods, da ulykken indtraf søndag den 11. oktober omkring klokken 04.30.

Jesper Schlotfeldt Jensen kørte på E45 i nordgående retning, da han blev ramt af en bil, der kørte mod færdselsretningen i det nordgående spor. Bag rattet i de anden bil sad 24-årige Kim Piyal Andersen, som også mistede livet ved ulykken.

Politiet har endnu ikke klarlagt de nærmere omstændigheder omkring ulykken, da efterforskerne stadig afventer bilinspektørens rapport. Det er dog slået fast, at Kim Piyal Andersen kørte på motorvejen ved Øster Uttrupvej i Aalborg, og dermed kørte adskillige kilometer mod færdselsretningen, før han ramte Jesper Schlotfeldt Jensens bil.

Jesper Schlotfeldt Jensen, 45-årig far til tre, omkom tidligt søndag morgen på den nordjyske motorvej i et tragisk sammenstød med en 25-årig spøgelsesbilist.
Jesper Schlotfeldt Jensen, 45-årig far til tre, omkom tidligt søndag morgen på den nordjyske motorvej i et tragisk sammenstød med en 25-årig spøgelsesbilist.
Vis mere