En 71-årig mand er efter et grundlovsforhør tirsdag middag blevet varetægtsfængslet i surrogat på psykiatrisk afdeling i fire uger, sigtet for at have knivdræbt sin 56-årige overbo i det centrale Aarhus.

Den 71-årige mand ankom til grundlovsforhøret ved retten i Aarhus iført politiets blå sikringstøj og sorte sokker i badesandaler. Her fik han kort mulighed for at hilse på nogle pårørende, inden turen gik ind i retslokalet.

Den 71-årige mand, der virkede lettere forvirret ved ankomsten til grundlovsforhøret, er som det alvorligste sigtet for at have dræbt sin 56-årige overbo med knivstik i går formiddag på en adresse i Trepkasgade på Frederiksbjerg i det centrale Aarhus.

Det var en hjemmehjælper fra kommunen, der fandt den afdøde liggende i en blodpøl på sit køkkengulv. Hun kom ind i lejligheden omkring kl. 10.30 mandag formiddag, hvorefter hun ringede til alarmcentralen.

Løsladt få timer tidligere

Anholdelsen af den 71-årige skete kl. 11.15 mandag formiddag, da han var på vej tilbage til sin lejlighed efter en indkøbstur i Føtex.

Det var anden gang på 12 timer, han blev anholdt af politiet. Den 71-årige mand er nemlig også sigtet for vold mod selvsamme overbo, begået sent søndag aften. Her blev politiet tilkaldt til husspektakler, hvor den 71-årige angiveligt skulle have tildelt sin overbo flere knytnæveslag i ansigtet.

På det tidspunkt var den 71-årige så højrøstet og beruset, at han blev taget med til detentionen på politigården i Aarhus for at sove rusen ud. Selv forklarede den 71-årige under grundlovsforhøret, at han havde drukket en flaske whisky forinden, som han ofte gør i weekenden. Han kunne trods gentagne spørgsmål fra anklager Rosa Pape ikke selv huske noget fra weekenden eller mandagens anholdelse.

Den 71-årige mand blev løsladt fra detentionen mandag formiddag kl. 9.18 og kørt hjem af en patrulje, da han kun havde t-shirt og underbukser på. Her blev han opfordret til ikke at opsøge sin nabo igen.

Halvandet år lang nabostrid

Anklagemyndigheden havde på forhånd anmodet om dørlukning af hensyn til efterforskningen, men efter protester fra pressen afgjorde dommer Poul Holm, at det ikke var nødvendigt.

Under retsmødet kom det frem, at den 71-årige og den afdøde har haft en nabostrid kørende i ca. halvandet år, efter den 56-årige var flyttet ind i opgangen i Trepkasgade. Uvenskabet er ifølge politiet kulmineret med mandagens tragiske hændelse.

Anklageren redegjorde under grundlovsforhøret for, at der bl.a. er fundet blodige bukser i vasketøjskurven i den 71-åriges lejlighed, ligesom der var blodspor fra overboens lejlighed ned til den varetægtsfængsledes lejlighed, ligesom politiets teknikere har fundet blod i afløbet på badeværelset i den 71-åriges lejlighed. Han havde også blod på skoene, da han blev anholdt. De beviser var således nok til at overbevise dommeren om, at den 71-årige skulle varetægtsfængsles i foreløbig fire uger.

Politiet har også fundet det formodede drabsvåben, en kniv, i en gryde med vand i håndvasken i den dræbtes lejlighed. Den 71-årige nægtede sig skyldig i drab, men kærede ikke varetægtsfængslingen.