Natten til søndag sendte Københavns Vestegns Politi en efterlysning ud efter en 44-årig mand. Politiet frygter, at han vil begå skade på sig selv.

Den 44-årige ved navn Allan Fobian Nielsen er søndag eftermiddag endnu ikke fundet, oplyser vagtchef ved Københavns Vestegns politi, Michael Bundgaard, til bt.dk.

Til gengæld har han givet livstegn fra sig via nettet.

- Vi har da fået konstateret, at han har givet lyd fra sig via de sociale medier, og det er da glædeligt. Men vi har ikke opholdssted på ham og kender ikke til, nøjagtigt hvordan hans psykiske tilstand er, lyder det fra Michael Bundgaard.

Selv om Allan Fobian Nielsen er aktiv på nettet, frygter politiet fortsat, at han vil begå skade på sig selv.

- Ja, det er ud fra den korrespondance, der har været på de sociale medier. Vi har derfor stadig en efterlysning på ham, fordi vi vil gerne være helt sikre på, at han er i en tilstand, hvor han ikke skal have hjælp, og hvor han kan tage vare på sig selv, forklarer vagtchefen og tilføjer:

- Det er svært at læse ud fra de sociale medier, hvordan en mands sindstilstand er, når han sidder og skriver, men vi vil være sikre på, at han er okay, og at han ikke har behov for hjælp.

Beskrivelse: Allan Fobian Nielsen er 44 år, ca. 185 cm høj, almindelig af bygning, kort brunt hår.

Henvendelse til Københavns Vestegns Politi, vagtcentralen på tlf. 43861448.