Fyns Politi har fra kl. 04.00 natten til søndag og indtil middagstid været i gang med eftersøgning af den 65-årige Steen Schmidt fra Odense.

Det fortæller Hans Jørgen Larsen fra Fyns Politi.

- Fra morgenstunden havde vi både en helikopter og et par både ude at lede, siger Hans Jørgen Larsen.

Fyns Politi fik klokken 04 natten til søndag en anmeldelse om, at der holdt en bil i vigesporet i vestgående retning på Lillebæltsbroen.

- Blinklyset var aktiveret og bilen var forladt. Det giver selvfølgelig mistanke om, at der er en person, der er hoppet ud fra broen, siger Hans Jørgen Larsen.

Ejeren af bilen er fra Odense og politiet er i kontakt med de pårørende for at danne sig et overblik over situationen.

- Sandsynligheden for, at han er hoppet ud, er stor. Men vi bliver ved med at eftersøge. I sidste ende er det Søværnets operative Kommando, der afgør, hvornår vi stopper med at lede i vandet.

- De kan vurdere, hvor længe man kan overleve i vandet ud fra vind, vejr og temperaturer. Og så fortsætter vi også et stykke efter det tidspunkt, siger Hans Jørgen Larsen fra Fyns Politi.

Fyns Politik oplyste kl. 11.25, at eftersøgningen med helikopter var indstillet.

Eftersøgningen af den 65-årige Steen Schmidt fortsætter dog, og så længe han ikke er fundet, udelukker politiet ingen muligheder for, hvad der kan være sket vedkommende.

Steen Schmidt beskrives som almindelig af bygning.