19-årige Ricko Træholt blev lørdag aften dræbt af knivstik på Høje-Taastrup station. I løbet af søndagen har et utal af venner og andre pårørende vist deres sorg og sympati ved ulykkesstedet.

Tændte stearinlys, et hav af blomster og en enkelt pakke North State cigaretter pryder det sted, hvor den kun 19-årige Ricko døde lørdag aften efter, at han blev tildelt flere knivstik i halsen og ryggen.

Op af en mur står der et skilt med ordene R.I.P Ricko, hvil i fred, mens der på et andet stykke karton står: Drop din kniv, red et liv, hvil i fred.

En ekskæreste og en barndomsven til den dræbte er sammen mødt op for at mindes deres ven.

- Han satte altid sine venner først. Han har haft det svært, men han var den sidste af mine venner, som jeg havde regnet med, at det skulle ske for, fortæller den tidligere kæreste, som ikke ønsker at stå frem med navn.

Da hun hørte nyheden om knivstikkeriet på Høje-Taastrup lørdag aften, havde hun fornemmelse af, at der var tale om Ricko.

- Jeg vidste bare, at det var ham. Jeg skrev en besked til ham, som han ikke svarede på, og så vidste jeg, at den var gal, siger hun.

- Han var en god dreng. Jeg var stolt af ham. Han havde lige fået sit liv på rette køl igen. Han passede sit arbejde og havde lagt afstand til nogle dårlige ting, fortæller en gammel barndomsven til Ricko.

Politiet har anholdt to unge mænd på henholdsvis 16 år og 18 år, som i øjeblikket bliver fremstillet i grundlovsforhør sigtet for manddrab på den 19-årige Ricko Træholt samt overfald og forsøg på drab på en 16-årig, som nu er udenfor livsfare.