»Det er ufatteligt, men desværre en klassiker.«

Sådan lyder det fra en af Danmarks førende eksperter om den voldsomme brand i Børsen, der netop nu står i flammer.

Branden blev anmeldt tirsdag morgen klokken 07.43, og kort efter viste billeder fra den historiske bygning, der blev opført under Christian IV, at flammeudviklingen var massiv.

Børsen er i øjeblikket ved at blive restaureret. Derfor er bygningen pakket ind i et stillads.

Ib Bertelsen, der er direktør i DBI Brand og Sikring og tidligere brandmand og indsatsleder, understreger, at han på nuværende tidspunkt ikke kender årsagen til branden og at det stadig er svært at vurdere, hvor store skader den ender med at udrette.

Men at dømme ud fra anmeldelsestidspunktet og omfanget af branden vurderer han, at den er opstået som følge af netop renoveringsarbejdet.

»Det er trist at se på. Meget trist. Det ser voldsomt ud, og det kunne ligne, at endnu en historisk bygning ryger,« siger han og tilføjer så:

»Vi burde efterhånden have lært det.«

Det, vi ifølge Ib Bertelsen burde have lært, er at minimere eller helt at eliminere brandrisikoen under renoveringsarbejder. Præcis, hvad der skulle være gjort anderledes under renoveringsarbejdet i Børsen, kan han endnu ikke udtale sig om, idet det er for tidligt at udtale sig om selve brandårsagen.

Men i flere tilfælde er historiske bygninger gået op i røg, mens de var under renovering. Både her til lands og i udlandet, hvor den verdensberømte katedral Notre Dame i Paris for fem år siden blev voldsomt skadet under en brand, der opstod på grund af en kortslutning under et renoveringsarbejde. 

Netop nu kæmper brandvæsenet for at få kontrol med flammerne, som allerede har fået Børsens ikoniske spir til at kollapse.

Men netop renoveringen gør den opgave markant vanskeligere, fortæller Ib Bertelsen.

»Branden er kompliceret af, at der er et stillads rundt om bygningen,« siger han.

»Det gør det sværere at nå ind til de steder i selve bygningen, hvor et brænder.«

Ifølge Ib Bertelsen gælder det nu om at redde, hvad reddes kan. Både af selve bygningen og de kunstværker, som befinder sig inde i Børsen. 

Men brandens omfang betyder, at slukningsarbejdet uvægerligt også vil føre til betydelige skader. 

»Der skal bruges rigtig meget vand, og det vil også beskadige bygningen,« siger Ib Bertelsen.

Et område omkring Børsen er afspærret af politiet. Også ved Knippelsbro og Christiansborg Slotsplads er der spærret.

Børsen ligger på Slotsholmen i København. Bygningen stod færdig med spir i 1625 og er et af Københavns ældste huse.

Du kan følge udviklingen minut for minut i vores liveblog, som du finder lige HER.