Vi kan alle ende som mordere, men der skal noget helt særligt til at udløse det. Derfor må morfar-sagen, hvor en 67-årig mand skød sin svigersøn og dennes advokat, rumme mere, end vi indtil nu har hørt.

Det siger to eksperter i retspsykiatri efter det tragiske drab på advokat Anders Lindholt.

- Affekt og vrede og tanker om at slå ihjel som hævn er menneskelige følelser. De er i en eller anden form i det menneskelige følelsesregister. Hvis det så handler om børn, så kan man godt forstå, at folk får tankerne. Men det er heldigvis meget få, der handler på dem, siger Mette Brandt-Christensen, klinikchef på Psykiatrisk Center Glostrup, der forklarer, at hun ikke kender sagen i detaljer.

Samme konstatering kommer fra Jørn Beckmann, der er fhv. klinikchef og professor i psykologi. Han har igennem sit arbejde i retspsykiatrien undersøgt utallige mordere.

- Vi er alle mordere for vorherre. Men de fleste af os ville aldrig slå ihjel. Når han så gør det alligevel, så må der være noget i hans gener eller i hans opdragelse, som gør, at han bliver drevet til at gøre det, siger Jørn Beckmann.

Skyderiet endte ualmindeligt tragisk, da den 57-årige advokat Anders Lindtoft døde af sine skader.

Mette Brandt-Christensen, hvis speciale er retspsykiatri, kalder drabet for en helt exceptionel sag. Normalt vil konflikter i samværssager ikke udløse så voldsomme reaktioner. Derfor må forklaringen findes ved at grave dybere.

- Han må have været meget fortvivlet eller måske sygeligt deprimeret, så hans virkelighedsopfattelse er meget forvrænget. Det er jo en meget usædvanlig sag, som man ikke ser tit. Så morfaderen må have ment, at der reelt eller imaginært er tilføjet datteren og barnebarnet så meget skade, at drab var sidste udvej, siger Mette Brandt-Christensen.

Den 67-årige morfar har indtil videre optrådt helt fattet og afklaret. Det er ikke usædvanligt, siger Brandt-Christensen.

- Chok-tilstanden kan vare i timer, dage eller endnu længere tid, hvor han er følelsesmæssigt lammet, forklarer hun.

For Jørn Beckmann er det endnu et tegn på, at der ikke er tale om en forhastet handling fra morfaderens side.

- Jo mere affekt, det er gjort i, desto mere ville der være en reaktion. Men jo mere han har planlagt det, desto mindre vil reaktionen være. Fordi han har været afklaret med det på forhånd, siger Beckmann.

Læs mere i torsdagens BT.