Fem mænd er kommet til skade efter en eksplosion på et skibsværft i Skagen. En af mændene er alvorligt forbrændt.

Fredag morgen kl 07.30 modtog Nordjyllands Politi anmeldelsen om en eksplosion, der udløste en brand på Karstensens Skibsværft i Skagen.

Fem mænd er kommet til skade. En er alvorligt forbrændt og blev straks efter ulykken fløjet til Rigshospitalets specialafdeling for brændsår. En anden er lettere forbrændt, han blev fløjet til Aalborg Hospital for at få behandlet sårene, mens de sidste tre ligger til observation for røgforgiftning også på Aalborg Hospital.

Det lokale brandvæsen var hurtigt fremme og fik umiddelbart kort efter slukket branden, oplyser Nordjyllands Politi

»Eksplosionen skete i forbindelse med noget svejsearbejde, der skulle opstartes. Det sker, da svejseudstyret skal optændes. Der er måske tale om, at der har været en utæthed, som har lukket nogle gasser ud, men det ved vi ikke helt præcist endnu,« oplyser Mogens Hougesen, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi.

Lige nu er Arbejdstilsynet på vej til værftet for at foretage nogle nærmere undersøgelser, men der er ingen tvivl om, at der er tale om en arbejdsulykke, understreger vagtchefen.