Facebook-gruppen »Død Over Jøderne« er torsdag blevet politianmeldt for at være jødefjendtlig. Anmelderen mener, at gruppen er et udtryk for en stigende antisemitisme i Danmark.

»Død Over Jøderne«.

Sådan lyder navnet på en Facebook-gruppe, som torsdag er blevet anmeldt til Københavns Politi for at opfordre til drab på jøder.

Manden bag anmeldelsen er Jesper Kurt-Nielsen, der er kolonihistoriker og museumsinspektør på Nationalmuseet, og han mener, at gruppen er et udtryk for antisemitisme.

»Jeg kan godt forstå, at der er stærke følelser i forbindelse med konflikten i Mellemøsten, og man må være kritisk over for begge sider. Men man kan ikke angribe jøder hverken globalt eller i Danmark for at være involveret i den konflikt,« siger han og understreger, at han udtaler sig på egne vegne.

Facebook-gruppen har 67 medlemmer, og selvom gruppen er lukket, så man ikke kan se indholdet af den, så mener Jesper Kurt-Nielsen alene på baggrund af gruppens navn, at den skal undersøges nærmere.

»Det er rigtigt, at man ikke kan se indholdet, og jeg var lige ved at melde mig ind bare for at se det, men jeg tog den beslutning, at det må være politiets opgave at tage sig af den slags,« siger han.

Jesper Kurt-Nielsen mener derudover, at gruppen falder ind i en tendens med stigende had mod jøder i Danmark.

»For lidt over et år siden var der en tværpolitisk høring på Københavns Rådhus, hvor man behandlede den stigende antisemitisme. I den forbindelse var der flere fra det jødiske samfund på talerstolen, som fortalte om personlige oplevelser. Det var meget rystende at høre, hvad de har været udsat for,« siger han.

Og nu håber Jesper Kurt-Nielsen, at politiet som minimum vil tage en snak med folkene bag »Død Over Jøderne«, så det bliver klart, at den slags trusler er uhørte.

»Det havde i øvrigt også været gældende, hvis det havde været en opfordring til mord på tyrkere, palæstinensere eller folk fra Svendborg. Det skal vi ikke finde os i,« siger han.