Flere betjente overfaldet af kampsportstrænet indsat i Helsingør Arrest.

I Helsingør Arrest blev to fængselsbetjente torsdag aften overfaldet af en indsat.

Overfaldet skete uventet, da en indsat uden varsel slog den ene betjent med otte-ti knytnæveslag, da han skulle ind i sin celle. Det skriver Fængselsforbundet på sin hjemmeside.

Betjenten fik en flænge i baghovedet, som blødte voldsomt, og en anden kollega kom til undsætning. Den indsatte gik så også løs på ham, og under tumulten væltede de over i en varmtvandsbeholder, som faldt på gulvet, så vandet løb ud.

Betjenten fik andengradsforbrændinger, inden to andre indsatte hjalp med at forhindre gerningsmanden i at fortsætte voldsudøvelsen.

Da yderligere to betjente kom til assistance, gik den indsatte dog, ifølge Fængselsforbundet, til angreb igen. Det lykkes til sidst de fire betjente at få ham lagt ned i håndjern.

Begge de overfaldende betjente er blevet behandlet på Hillerød Hospital, og de er begge udskrevet igen. Personalet i arresthuset er meget rystede, lyder det.

Den indsatte, som angiveligt udøver kampsporten Ultimate Fightning, er blevet overført til Københavns Fængsler.