En 35-årig mand kommer til at holde juleaften på hospitalet i kritisk tilstand, efter at han lørdag aften blev påkørt i en rundkørsel i Slagelse, mens han til fods var på vej over et fodgængerfelt.

Efter politiets opfattelse kørte en 30-årig mand ham ned med vilje.

Bilisten blev lørdag aften anholdt kort efter og sigtet for grov vold efter straffelovens paragraf 245.

Han blev søndag formiddag fremstillet i grundlovsforhør ved byretten i Næstved. 

Her ønskede anklageren ham varetægtsfængslet, og det ønske imødekom dommeren, selv om den sigtede nægtede sig skyldig.

Dommeren besluttede, at bilisten skal fængsles frem til foreløbig 10. januar. Den kendelse kærede bilisten på stedet til Østre Landsret.

Påkørslen af fodgængeren fandt sted lørdag aften lidt før klokken 19.30 i rundkørslen ved Valbyvej og Nordre Ringgade i Slagelse.

Skaderne på den ramte fodgænger med blandt andet indre blødninger er så alvorlige, at han søndag middag stadig var indlagt og blev meldt i kritisk tilstand.

Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre efter en anmodning fra anklageren fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Det blev især begrundet med sagens tidligere stadie og hensynet til efterforskningen, hvor der blandt andet fortsat mangler at blive afhørt vidner i sagen.

Derfor har det søndag ikke været muligt at få oplyst, hvad der eventuelt kan have været motivet til den bevidste påkørsel, som der efter politiets opfattelse har været tale om.

Dog bekræfter anklager Tina Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi over for B.T., at der har været tale om en form for relation mellem de to mænd. 

Hun vil dog af hensyn til de lukkede døre ved grundlovsforhøret ikke komme nærmere ind på, hvilken form for relation der er tale om.