En mand i en lyseblå Hyandai I40 udgav sig onsdag aften for at være politibetjent og standsede en bilist i Næstved. Det oplyser Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.

Den falske politibetjent brugte et hjemmelavet stopskilt til at få bilisten til at holde ind til siden omkring klokken 21.

»Han skælder bilisten ud og giver ham besked på at køre ordentligt, hvis han ikke vil have en flad med stopskiltet,« siger vagtchef ved Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi Ehm Christensen.

Den falske betjent var iført noget, der mindede om en politiuniform.

»Hvis man er i tvivl, om man har at gøre med en politibetjent, så bed om legitimation,« siger vagtchefen.

Politiet vil gerne høre fra folk, hvis de har haft lignende oplevelser og kan kontaktes på telefonnummer 114.

BNB