Borgerne i den nordjyske by Gjøl er i sorg over, at en 45-årig far til tre natten til søndag mistede livet, da han på motorvej E45 blev ramt af en spøgelsesbilist.

»Hele Gjøl græder. Vi græder alle sammen indvendigt over det, der er sket,« siger Peter Rodkjær, da BT møder ham i Gjøl søndag eftermiddag.

Den 45-årige familiefar var ifølge BT's oplysninger på vej hjem fra arbejde, da ulykken indtraf. Han kom kørende i nordgående retning ad motorvej E45, da han blev ramt af en spøgelsesbilist, som kørte i den forkerte retning på motorvejen.

Ifølge Mogens Hougesen, vagtchef ved Nordjyllands Politi, kørte spøgelsesbilisten, en 25-årig mand fra Tårs, på motorvejen ved afkørsel 24 ved Aalborg. Han nåede dermed at køre adskillige kilometer før ulykken indtraf mellem afkørsel 31 og 32.

Et vidne, 24-årige Mathias Nielsen, har til Ekstra Bladet fortalt, hvordan han fik en opringning fra sin mor, der havde hørt advarsler om spøgelsesbilist på motorvejen. Kort efter fik han selv øje på spøgelsesbilisten, der kom kørende imod ham.

»Jeg forsøger at blinke for at gøre opmærksom på mig selv, men han trækker over i min vognbane. Jeg trækker ud i nødsporet, men jeg føler, at han også trækker derud. Heldigvis bliver jeg reddet af, at der kommer en afkørsel, som jeg kan køre ind af,« siger Mathias Nielsen til Ekstra Bladet.

Politiet sendte flere patruljevogne ud for at stoppe spøgelsesbilisten, men de nåede ikke frem, før det var gået galt. Også den 25-årige mand mistede livet.

Motorvejen var spærret i flere timer efter ulykken, mens redningsmandskabet fik ryddet op på ulykkesstedet. Søndag eftermiddag vidnede kun et ødelagt autoværn og sorte mærker efter en udbrændt bil om den uhyggelige ulykke.

De præcise omstændigheder ved ulykken er endnu ikke klarlagt, og politiet kan derfor ikke sige noget om, hvilken fart spøgelsesbilisten kørte med, da han ramte familiefaderens bil.

»Der har været en bilinspektør ude og undersøge ulykkesstedet, og først når vi får hans rapport, ved vi mere om, hvad der skete,« siger Mogens Hougesen.

I Gjøl spredte den tragiske nyhed sig søndag formiddag blandt byens borgere.

»Det er rigtig trist, når sådan noget sker. Det er en lille by, hvor alle kender alle,« siger Leif Hansen fra Gjøl til BT.