To små børn må undvære begge deres forældre, efter deres mor onsdag blev fundet dræbt i familiens brændende lejlighed i den sydjyske by Vejen. Børnenes far, en 27-årig mand, er sigtet for at have kvalt sin 29-årige kone, overhældt hende med benzin og efterfølgende sat ild til hende.

Derfor sidder han nu varetægtsfængslet i surrogat på en psykiatrisk afdeling, og Vejen Kommune er blevet inddraget i sagen. Deres opgave er er tage hånd om de to børn, en femårig dreng og en pige på syv år.

- Når der sker et dødsfald eller forældrene af andre grunde ikke tage sig af børnene, så har vi et beredskab, der træder i kraft, hvor vi er forpligtet til at tage os af barnet, siger Lene Willumsen, afdelingsleder i Familieafdelingen i Vejen Kommune.

Hun kan ikke udtale sig om den konkrete sag, men forklarer at børn i denne type situationer ofte anbringes hos familie eller andre i deres umiddelbare netværk, hvor de kan få den ekstraordinære omsorg, de har brug for.

- Hvis det ikke er muligt, så kan de blive anbragt hos en plejefamilie eller på en døgninstitution, forklarer Lene Willumsen.

Onsdag eftermiddag modtog alarmcentralen et opkald om, at der var udbrudt brand i en lejlighed på Rolighedsvej i Vejen. Den 29-årige kvinde blev fundet død inde i den brændende lejlighed, og  kort efter blev manden anholdt ikke langt derfra.

- Jeg har set hende gå rundt i kvarteret med sine to børn. Hun virkede glad og smilende, men manden så man aldrig, siger Kaj Nielsen, der bor tæt på gerningsstedet, til BT.

Politiet er stadig i gang med efterforskningen og kan ikke komme ind på de nærmere detaljer i sagen, da grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre.

- Vi skal have samlet alle tråde, så vi har stadig en del efterforskningsarbejde foran os, siger efterforskningsleder Bent Thuesen til bt.dk.