Fodboldjulestævnet Bambi-Cup i Nørager i Nordjylland kom lørdag eftermiddag på glatis, da 10 spillere i alderen 25-35 blev syge efter at have spist hashkager i et omklædningsrum i Sortebakkehallerne på Sortebakkeskolen.

»Først blev en person dårlig og senere blev flere dårlige og der blev sendt ialt fem ambulancer til stedet. De forgiftede personer blev alle bragt til Aalborg universitetshospital, hvor de pt. er under behandling på skadestuen. Deres aktuelle kendskab kender jeg ikke, oplyser vagtchef Karsten Højrup Kristensen fra Nordjyllands Politi til bt.dk.

Politiet fik underretning om hashkage-problemerne kl. 18:30, hvorefter der blev sendt ambulancer til fodbold-julestævnet. Det viste sig, at det var en af deltagerne, der havde medbragt kagerne med euforiserende stoffer - bl.a. pot/hash -  og den 29-årige mand fra Aalborg blev anholdt.

- Han har erkendt at have bagt kagerne, og ved en ransagning på hans bopæl blev han fundet  i besiddelse af ca. 300 gram tørret pot. Derudover blev der hos den anholdte fundet et lovligt jagtgevær med ammunition, som blev opbevaret ulovligt, tilføjer vagtchefen.

Den 29-årige sigtes for overtrædelse af lovgivning af euforiserende stoffer samt for overtrædelse af våbenloven vedrørende jagtgeværet. Derudover sigtes han for overtrædelse af straffelovens § 252 ved at have hensat andre personer i en hjælpeløs tilstand.