Det kunne være endt gruelig galt, da en lille dreng mandag faldt i en å ved Præstø.

Drengen, der er fem år, faldt i åen ved Adelgade i Præstø, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i tirsdagens døgnrapport.

Heldigvis blev drengens fald opdaget.

En opmærksom borger så det og hoppede straks i vandet, hvorefter han fik den lille dreng op.

Politiet blev alarmeret, mens drengen fik førstehjælp.

Umiddelbart efter ankom politi og redning, som tog sig af drengen. En helikopter fragtede efterfølgende drengen til Rigshospitalet, hvor han stadig er indlagt.

Vagtchef Ole Hald oplyser til B.T., at man ikke har hørt nyt om drengens tilstand siden mandag klokken 18.30.

Her lød det, at han var ved bevidsthed og umiddelbart uden for livsfare.