Mandag kl. 10.00 genåbner storcentret Field’s i København, efter det har været lukket siden søndag grundet et masseskyderi i centret.

Det oplyser Field's i en pressemeddelelse.

Ved skyderiet blev tre dræbt og syv andre såret. En 22-årig gerningsmand formodes at stå bag skyderiet.

»Vi har været i tæt dialog med Københavns Politi og brandmyndighederne, og vi vurderer på den baggrund, at Field’s er sikkert. Vi har også rådført os med fagfolk, som fortæller os, at den bedste måde at undgå kronisk angst eller længerevarende reaktioner på generelt set er, at kunder og ansatte hurtigst muligt vender tilbage til normalen. Det er på baggrund af de samtaler, at Field’s genåbner,« oplyser Field's.

Shoppingcentret vil i forbindelse med genåbningen holde et minuts stilhed. Det vil foregå kl. 12.00 i hele centret.

»Besøgende skal være velkomne til at lægge en buket eller lignende på Metropladsen ved hovedindgangen. Hvis man ønsker at stille lys, så skal disse være elektriske. Der må af hensyn til brandsikkerhed ikke efterlades levende lys ved Field’s,« oplyser centret videre.

Ved genåbningen vil betjente fra Københavns Nærpoliti desuden være til stede foran Field’s i tidsrummet 10.00-20.00.

Har man spørgsmål eller bekymringer, er man velkommen til at komme forbi til en snak med politiet.

Den 22-årige er varetægtsfængslet i surrogat på en lukket psykiatrisk afdeling indtil foreløbig 28. juli.