Politiet i Grønland har torsdag eftermiddag identificeret de to sidste af de fire omkomne efter et bådforlis i Grønland tirsdag aften. Der er tale om et ældre, dansk ægtepar fra Aarhus-egnen, fortæller chefanklager Morten Nielsen fra Grønlands Politi til Berlingske Nyhedsbureau.

Dermed er i alt fire danskere omkommet i ulykken. Onsdag aften kom det frem, at også et ældre ægtepar fra Fredericia mistede livet, da båden sank ud for den grønlandske vestkyst.

»Der er tale om to ældre, danske ægtepar. Det danske politi har været ude og underrette de pårørende. Som jeg forstår det, var de alle fire på ferie i Grønland,« siger Morten Nielsen.

Siden tidligt torsdag morgen har politiet eftersøgt en mulig fører af båden, som de fire danskere var om bord i.

»Vi mangler en båd, og vi mangler en mand. Vi har en ret stærk formodning om, at der har været en fører af båden, og at det er ham, der har udsendt et mayday kort før forliset. Det er i hvert fald ikke de fire danskere, der har gjort det,« siger Morten Nielsen.

Resten af torsdagen vil politiet derfor afsøge de grønlandske kyststrækninger med helikoptere.

Båden kom i havsnød tirsdag aften lokal tid, da den var på vej fra bygden Saqqaq til Ilullssat.

BNB